onsdag den 27. januar 2016

Jeg er mor. Både for Abby på tre og Elly på snart fem måneder. Men jeg er mest mor for Abby. For Abby har det svært. Svært med livet. Svært med berøring, lyde, potentielle lyde, lugte, nogle gange lys, svært med børn, voksne, tøj, skift i aktiviteter. Det sværeste for moren ved det som er svært for Abby, er det svære ved berøring. Det som burde være naturligt, bare være der. Sidde i sofaen og se "Den lille prinsesse" og ae sin unge på ryggen, holde hende i hånden eller stryge hende over håret. Hånden bliver fjernet, hun fjerner sig selv eller den mere direkte "Nej mor!".

At være mor til et for tidligt født barn behøver ikke betyde andet end netop det. At barnet kom for tidligt, man var bekymret, men pyha, vi var blandt den store gruppe af heldige der "bare" fik vores barn før forventet.
Det var det bare ikke helt for os. Jo vi er heldige at Abby ikke har eller har haft respiratoriske eller andre svære former for problemer.
Men på en måde, er det måske enklere at forholde sig til. Ikke lettere eller nemmere, men enklere. Systemet ved en masse on alle de synlige ting man kan fejle som fugleunge, men ikke de usynlige. Ikke andet end at de er der.
Og det er de hos os.

Siden Abby blev født, har jeg kæmpet. Den store, stærke krigermor, som går HELE vejen. Ofrer alt. Man kunne nærmest kalde mig martyr. For jeg står alt for tit i mit martyrium og er vred. Vred på systemet, vred på folk der igen ikke forstår "hun virker da helt almindelig". Jaah, det er hun sådan set også. Hun er bare voldsomt udfordret på sanseindtryk, som vi andre tager for givet.
Måske det kan forklares som når man forklarer hvor godt en hund hører eller en kat ser, i forhold til os mennesker. Men det er heller ikke dækkende. For de skriger ikke af rædsel, de udvikler ikke strategier som kan virke autismeprægede, for at klare at være i verden.

Nej, lad mig give et eksempel.
Jeg har søgt hjælp hos en motorikvejleder. En dejlig dame, som med det samme spottede hvad jeg havde haft så stor en mistanke om. At Abby ikke kan sortere i sanseindtryk, at hendes nervesystem er overbelastet og overreagerende.
Vi har været der en del gange. Sidste gang anbefalede hun at vi har en gynge i stuen. En slags mørk hængevugge til en tre årig, så stimulerer hendes vestibulærsans og "åbner" for sanseapparatet så vi kan træne.
Abby var spændt! Elsker at gynge. Så vi bestilte et stativ til stuen. Jeg hentede kassen og kom hjem. Jeg fortalte Abby, at nu har jeg hentet kassen med stativet til gyngen. "Mor, væ du hente det ude i bilen?" Ja da!
Da jeg trådte ind af døren med kassen, tror jeg at de fleste treårige ville begynde at flå kassen op. 
Men ikke Abby. Hun skreg. Skreg i rædsel. "Mor den LARMER!!!" Nej nej skat, den larmer ikke. Se, det er bare en kasse. Indeni er der et stativ tilgangen. Det skal bare samles. "Mor den LARMER!!! Og værktøj LAAAARMEEEEER!!!" "Nej jeg vil ikke. Få den væk mor" og så en masse skrig, tårer, snot og hyperventilation. Mit bid er, at de fleste andre bærn ville reagere med spænding. Men min pige skulle sidde og kigge sin mor i øjnene og nærke på mors bryst hvordan vi trak vejret rooooligt ind og pustede laaangsomt ud. Hver gang hun kiggede over op kassen, gik hun igang igen. Efter en times tid, måtte vi bare pakke kassen op. Med skrigende barn. Så hun kunne se og høre at den ikke larmede. Efter yderligere en time hvor mor samlede stativ, Abby hjalp og græd. Så kom Abby op i den nye gynge. Som egentlig bare er hendes slyngevgge fra hun var skrigende baby. "Aaaahhhh" sagde barnet. Og vuggedes i ro. 
Omsluttet af en mørklilla stofpose som blidt vuggede frem og tilbage. 

Her ville det jo være dejligt hvis man kunne tage sit barn op og nusse hende og trøste hende. Men humlen er bare, at når hun bliver bange, overstimuleret, ked eller vred, jamen så er den lille krop allerede å overarbejde og så orker den ikke flere stimuli.